• Fastelavnsfugle

    IMG_5610 IMG_5614 IMG_5632

    Et lettere forsinket fastelavnsindlæg, men jeg vil alligevel lige vise jer Carlas uglekostume (og Annas fine, flamingo :). Egentlig havde jeg taget det som en selvfølge, at Carla ville være noget noget glimmer-prinsesseagtigt til fastelavn (og det ville ærlig talt have været fint med mig, at slippe lidt nemt om det i år), men Carla overraskede mig og ville være ugle! Og når hun for en gang skyld havde mod på at bevæge sig uden for glimmer- og prinsesseuniverset, kunne jeg ikke andet end bakke op om det. Så vi kastede os ud i uglekostumet og det endte med at blive et super hyggeligt kreaprojekt. Carlas insisterede på selv at klippe “fjerene”, så vi tog en late night fredag kreaaften, hvor Carla klippede og jeg syede. Carla er ganske ferm til at klippe i papir, men jeg havde slet ikke overvejet, at hun selv ville kunne klippe i filten. Men det gik glimrende og jeg behøvede ikke engang at tegne fjererne op for hende, hun klippede blot efter de fjer der allerede var klippet ud – så det gik lynhurtigt. Med min lille flittige klipper, behøvede jeg blot at sy, fjerene mere eller mindre tilfældigt, på en langærmet, sort T-shirt og tilsætte et par sorte glimmerstrømpebukser og en uglemaske. Easy peasy og rigtig dejligt, at kunne sende Carla til fastelavn i et kostume, som hun selv havde været med til at lave :)

  • Copy-katte

    IMG_5651 IMG_5661IMG_5676IMG_5681

    Jeg elsker når vi ind i mellem husker at sætte tid af til at følge op på de små spontane, kreative ideer. I morges ville Carla tegne sine masker af på akvarelpapir og male dem, og N og jeg kom hver især med ideer til at gengive detaljerne. Jeg synes at resultaterne blev fine, men det bedste er, at det er et lille hurtigt projekt, som vi alle tre har bidraget til med hver vores ideer og kreative evner.

    Vi har rigtig meget glæde af maskerne fra H&M. Vigga elsker at lege med dem og spadserer målrettet mod spejlet og griner af sig selv, når vi giver hende dem på. Hun er en rigtig lille pyntepige og sidder også gerne musestille med hænderne rakt frem, mens Carla giver hende armbånd og perleskæder på i massevis :)

  • Små juleengle

    Carla og Far har hver dag travlt med krearier fra Shanes julekalender og i formiddag passede det med at Vigga tog sig en lur, så jeg kunne sætte mig ned og hygge sammen med dem. Det blev til de her små engle. Vingerne fandt jeg i kassen med vores beskedne samling af julepynt og de små ansigter tegnede Carla i sidste weekend, så derfra var der ikke lang vej til de små engle.

    Det lille juletræ stod på køkkenbordet i morges, sammen med drillenissen fra børnehaven og cirkeline der sad på hver sin tændstikæske og klippe-klistrede og guffede småkager. De havde også være i køkkenet og koge risengrød, så der var drysset ris ud over hele køkkenbordet. Det er vist meget godt at hun skal tilbage i børnehaven i morgen :)

    Tak for jeres kommentarer til mine seneste indlæg. Jeg vender tilbage til dem senere, men døgnet har alt for få timer for tiden.

    Håber at I nyder sneen. Her er vores altan snart fyldt helt op med sne og vi har været en lille tur ude at kælke og bygge en kæmpe snemand.

  • Shanes Julekalender

    Bare lige et hurtigt tip om Shanes Julekalender, som jeg fik øje på hos Lisbeth (der har haft fornøjelsen af at teste de bedste julekalendere på markedet :)

    Julekalenderen tager udgangspunkt i Shanes forunderlige univers og er bygget op omkring historien Den farlige rejse til Frostfingersøen. Kufferten indeholder højtlæsningsbog og materialer til hver dag at bygge en ny figur fra historien (man skal blot selv have en limpistol og samle genbrugsmaterialer i sand Shane ånd). Tanken med julekalenderen er, at man hver dage afsætter 15-20 minutter til at fordyber sig sammen med højtlæsning og kreari. Det synes jeg er rigtig god juleånd! Jeg glæder mig allerede til at gå på opdagelse i kufferten sammen med Carla og krea-far :) Egentlig har jeg lyst til at lade kalenderen udgøre Carlas kalendergaver i år, men jeg er ikke sikker på, at hun vil godtage, at nissen er taget på forlænget juleferie og ikke kommer forbi hendes julesok?

    Julekalenderen koster 220 kr, hvoraf 50 kr går til Red Barnet (på hvis hjemmeside man fra d. 1. til d. 24. december også vil kunne høre Shane læse de 24 afsnit af historien op). Julekalenderen forhandles både online og ude i de travle julebutikker. Jeg fandt vores hos Name It og den kan også købes hos Red Barnet.

  • Alvildas krea

    Eftersom Carlas fødselsdag er lige rundt om hjørnet, kommer jeg lidt mere ud i legetøjsbutikker og surfer lidt mere efter legetøj (og cykler ;) end normalt. Egentlig havde jeg lagt bogen her fra mig og var gået videre, men jeg blev nødt til at gå tilbage efter den, for den er simplethen bare for fin! Alvildas kæmpe store kruseduller-male-tegne-aktivitets-bog hedder den og den indeholder rigtig mange sider fyldt med lækre tegninger lige til at farvelægge og tegne videre på. Jeg er ret begejstret for ideen med at barnet selv skal tegne videre på tegningerne. En rigtig god måde at udfordre kreativiteten på og til at inspirere til at lære nye motiver. Det var ret svært at begrænse mig, da jeg skulle udvælge et par opslag at vise her på bloggen og jeg fik helt lyst til selv at sætte mig ned og tegne og male i bogen :)

    Ps. Mini-cyklen er i øvrigt bestilt og skal afhentes i morgen. Jeg glæder mig helt tosset til, at vi skal i gang med at øve og til at vi kan cykle ture sammen :)

  • Sommerfugle

    Carla elsker at male og tegne og hendes forældre mener (selvfølgelig) at hun har stort talent :) Ofte ærger det mig en lille smule, når hendes værker ikke er til os (og så sikrer vi os i stedet et foto af dem). Den ene sommerfugl var til Farmor og Farfar, den anden er til bedsteveninden i børnehaven. Som i øvrigt spurgte mig i dag, om jeg ikke også ville føde(!) en lillesøster til hende? … Hun havde nemlig “kun” en storesøster.
  • Sky uro

    DSC_81612
    I weekenden bad Carla mig om at tegne en sky og klippe den ud. Hun stak huller langs kanten og lavede perlekæder, som jeg skulle hjælpe med at binde på. Først da den var færdig gik det op for mig, hvad hun var inspireret af. The Butter Flying skyen som hænger over puslebordet :)

     

  • Næsten påskeklar

    Æggene er kommet på tråd og grene, og der er planter og sol på altanen. Vi er næsten klar til påske og vi er helt sikkert klar til forår :)

  • Juleklip for små fingre

    I går klippede Carla og Far små juletræer (mens jeg forsøgte mig med flødekarameller). Carla er vild med at klippe, men hun kan blive temmelig frustreret, når hun sætter sig for store udfordringer (som for eksempel at klippe bittesmå hjerter ud af sine malebøger…). De her juletræer var en helt tilpas udfordring; to ens trekanter (tegnet op af Far), den ene med en slids fra oven, den anden med en slids fra neden. Carla har givet dem et fint lag guldglimmer og har klistret “gran” på det ene :)

    Jeg synes at træerne er blevet rigtig fine og har allerede bestilt flere træer til den lille skov :)