krea Krea med børn Legetøj og bøger

DIY Sylvanian Family telt

fredag 8. september 2017

Tilbage i foråret fik vi en lille dille med at samle på Sylvanian Family. Carla og Vigga havde i forvejen en lille fin samling, og da vi en dag stod og kiggede på det store Sylvanian Family udvalg i en legetøjsbutik slog det mig, at det måtte man kunne finde brugt. Og så gik der lidt sport i det ; ) Jeg begyndte at holde øje med Reshopper og Den blå avis og på kort tid fik vi udvidet pigernes samling så meget, at den (når den ikke bliver leget med) nu holder til ude i vores redskabsskur i den største opbevaringsbox vi har kunne opstøve i Ikeas sortiment.

Jeg kan virkelig godt lide tanken om, at der ikke skal produceres mere plastiklegetøj og dertilhørende emballage end højst nødvendigt, og at man kan finde legetøjet brugt til overkommelige priser. Og ikke mindst synes jeg, at det er en rar tanke, at legetøjet kan få nyt liv i nye familier, når børnene vokser fra det eller mister interessen for det.

Således har Carla og Vigga nu en samling bestående af flere forskellige huse, en skole, børnehave, legeplads, blomsterbutik, biler og campingvogn mm. Og faktisk købte vi et stort familiehus med lys i værelserne og en masse møbler brugt til Viggas 5 års fødselsdag. På den måde kunne vi få meget mere for hendes fødselsdags-budget end hvis vi havde købt fra nyt, og jeg glæder mig over, og er også en lille smule stolt over, at det slet ikke var noget issue for pigerne at legetøjet var brugt.

Vigga har haft ønsket sig et lille teltsæt til samlingen og da hun forleden var kommet godt igang med en leg, begyndte hun at snakke om teltet igen (til campingvognen forståes ;) Jeg havde egentlig tænkt, at Vigga og jeg godt kunne køre ud og købe teltsættet til hende, men jeg ved også, at legetøjsbutikkerne ikke ligger inden med hele sortimentet. Så vi kiggede efter teltet online, men det var jo også lige nu, at hun var godt igang med legen. Og så måtte det jo blive til et kreaprojekt! Frem med farvet papir, stofrester, tusser, hobbykniv og limpistol og på kort tid var der flyttet hele tre nye campister ind på campingpladsen :)

Vi klippede en tredjedel af breden af A3-parpirer på den korte led. Foldede papiret (de to tredjedele af stykket) i tre lige store dele og jeg skar et hul til vindue i den ene side. Vigga dekorerede teltene med tusser, og jeg limede små stofrester og tynde stykker gavebånd på som gardiner, samlede papirerne med tape i toppen og klippede filtstykker ud til bunden af teltene. Det var sådan et hyggeligt Vigga-og-mor kreaprojekt, som vi var meget stolte af at kunne vise til Carla og far :)

Vigga var meget opsat på at stille det hele op, så vi kunne tage billeder af det til bloggen, men hun havde ikke lyst til selv at være med på billederne til bloggen. Heller ikke selvom det bare var billeder af hendes hænder mens hun legede. Og selvom hun formentlig kun har en begrænset forståelse af, hvad bloggen og de sociale medier i det hele taget er, så er det så vigtigt for mig at hun ved, at det er helt okay at sige nej til at blive delt på billeder online og at vi altid vil respektere det. Jeg synes bare, at det er hyggeligt, at pigerne nu er blevet så store, at de kan være med i processen omkring nogle ting med bloggen og at de også synes at det er sjovt og spændende at dokumentere og dele.

Måske kan du også lide disse

ingen kommentarer

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.