ferie Skiferie Sne Ud i det blå

Skiferie 2020

onsdag 5. februar 2020

Ski-lykke

I januar var vi på skiferie i Norge med hele familien. Vores yndlingsferieform, som forener alt det vi bedst kan lide. Smuk natur, sprød bjergluft, fysisk aktivitet, chokolade- og varm-kakao-pauser, og at komme godt trætte hjem til nem aftensmad, i form af diverse medbragte nedfrosne gryderetter, i hytten efter en god dag på pisterne. Aftenerne går med færgeslik, irish coffee og læse-hygge. Tidligt i seng og tidligt op til nybagte, koldthævede boller (min søster og fætter Augusts tjans – da de står først op) med alt hvad der til hører. Og så ellers hurtigt ud, så vi kan være de første på de ny-præparerede pister.

Så længe vi har haft børn, har vi holdt vores skiferier i Hemsedal og vi tager som regel afsted sammen med mine forældre og søster + familie. Det betyder også, at vi har trænet og varmet op til skiferier med Valles dans siden børnene var helt små :)

I år boede vi her, hvor der var god plads til os alle sammen, udsigt til pisterne og pigerne kunne indtage hemsen.

Tidligt ud og mormor hjælper August i skistøvlerne.

Den første morgentur ned af ny-præparerede pister, mens solen står op bag bjergene. Dagens bedste lykketur!

Første gang på snowboard

Carla ville gerne prøve at stå på snowboard i år. Hun er glad for at stå på skateboard, så jeg var næsten klar over, at det ville blive et hit. Vi valgte multi-leje til hende, hvor hun kunne bytte frem og tilbage mellem ski og snowboard. Det fungerede super fint. Der gik en halv til en hel dag med at finde ud af teknikken og så var hun ret godt kørende og kunne følge med os andre rundt.

Gymnastik-type på snowboard :)

Klatring

Sidst vi var på skiferie, var der åbnet et nyt klatrecenter i forbindelse med udvidelsen af hotellet i Hemsedal Skicenter. Der er både en stor klatrevæg, hvor man klatrer med sele, samt bouldering, hvor man klatrer knap så højt op og det handler mere om teknik. Det var et kæmpe hit og – skulle det vise sig – et godt match til vores stærke og smidige gymnastikpiger. Carla blev ret bidt af det og har klatret lidt siden, så nu er det altså blevet en tradition, at en af aftenerne på skiferien skal bruges i klatrecenteret.

Aften-kælketure

En anden tradition vi indførte på vores forrige skiferie er aften-kælketure. Det er super hyggeligt at trave ud i aftenstilheden, med sneen knirkende under fødderne og stjernerne lysende over de sneklædte bjergtoppe. Og det er de vildeste mave-grin at suse på kælk ned af pisterne (når der hverken er aften-ski eller pistemaskiner på pisterne vel at mærke). Vi var ekstra heldige at have et stykke pukkelpist lige uden for hytten ;)

Dog oplevede vi også, at alt lyset på pisterne og vejen pludselig blev slukket, mens vi var ude en af aftenerne. Og så er der altså temmelig mørkt på bjerget. Der var vi glade for, at vi havde en pandelampe med til gåturen tilbage til hytten :)

Måske kan du også lide disse

ingen kommentarer

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.