• Burgere med pulled pork, coleslaw og syltede rødløg

    DSC_7206DSC_7191 DSC_7220DSC_7244 DSC_7249 DSC_7267 DSC_7277

    Der er ikke så mange indlæg om mad mellem mine indlæg for tiden. Ganske enkelt fordi, at vi har hænderne fulde, når der skal laves og serveres mad, så det er ikke lige der, at jeg får fundet kameraet frem :)

    Men i går lavede vi frokost hos mine forældre sammen med min søster og hendes familie, og det gav et par frie hænder til både at hygge om at lave mad og endda også til at fotografere lidt undervejs :) Menuen var planlagt og uddelegeret på forhånd: min mor havde haft kød i ovnen til pulled pork fra morgenstunden, jeg havde syltede rødløg og dej til burgerboller med og min søster lavede coleslaw og chilimayo.

    Resultatet blev helt fantastisk lækkert og en oplagt søndagsfrokost eller middag. I får lige opskrifterne på de syltede rødløg og burgerbollerne, som var mine ansvarsområder ;)

     

    Syltede rødløg

    3-4 rødløg

    Lage af 3 dl. eddike, 2 dl vand, ca. 200 g sukker + evt. et par laurbærblade

    Bring lagen i kog og lad den simre til sukkeret er opløst. Skær løgene  i mellemtykke både og fyld dem på et skoldet glas. Hæld lagen over rødløgene og lad dem trække, gerne i 24 timer, men mindre kan også gøre det.

     

    Burgerboller

    (min opskrift på burgerboller er inspireret af Camilla Plum opskrift i bogen Ælle bælle frikadelle)

    200 g fin italiensk durum hvedemel

    Ca. 800 g hvedemel

    6 dl lunkent vand

    2 dl yoghurt

    2 spsk. salt

    En god sjat olivenolie

    En lille klump gær

    Mælk til pensling og drys med sesamfrø

    Dejen æltes sammen og hæver i et par timer. Formes til ca. 10 flade burgerboller, pensles med mælk og drysses med sesamfrø, inden de får lov til at hæve i en halv times tid. Bollerne bages ved 250 grader til de er gyldne og lyder hule når man banker dem under bunden.

    Lad burgerbollerne køle lidt af (hvis man kan vente ;), flæg dem og smør dem med chilimayo og fyld på med rigeligt coleslaw, pulled pork, syltede rødløg og evt. små syltede agurker. Enjoy!