• Cannelloni

    Pyha, jeg skal lige love for, at den “harmløse forkølelse” (som jeg troede, at jeg kunne vippe af med en skål suppe og et bredt udvalg af halspastiller) har sat sig igennem og sat mig helt på standby. Nu forstår jeg bedre, hvorfor Carla var så længe om at komme over den, da hun havde den med hjem…

    Men nu trænger der vist til at ske lidt nyt (og andet end børnetøj) på bloggen, så her kommer lidt inspiration til weekendmaden; Cannelloni med grov tomatsalsa.

    Jeg lavede det til min mor og Carla i lørdags og lavede en stor portion tomatsauce, så der endte med at være nok til, ret nemt, at lave endnu en portion om søndagen. Lørdag puttede jeg spinat i alle rullerne, men det var Carla ikke begejstret for, så søndag lavede jeg særlige ruller til hende kun med parmaskinke og mascarpone og så gik det straks bedre.

    Ingredienserne er følgende (jeg lavede det på slum, så jeg husker desværre ikke mængderne):

    Tomatsauce
    Olivenolie
    Hakkede løg og hvidløg
    Hakkede eller flåede tomater
    Basilikum
    Salt og peber
    og lidt sukker

    Pastaruller
    Friske pastaplader
    Parmaskinke (kan evt. undlades for en vegetarudgave, men giver god smag)
    Spinat – frisk eller frossen
    Ricotta (men vi havde kun mascarpone og det smagte også godt :)
    Frisk basilikum
    Salt og peber

    Bechamelsauce
    Smør
    Mel
    Mælk
    Revet muskat
    Salt og peber

    Friskrevet parmesan på toppen

    Grov tomatsalsa
    Groft hakkede blommetomater
    Frisk basilikum
    Lidt finthakket hvidløg
    Olivenolie
    Salt og peber

    Kog en tomatsauce af de nævnte ingredienser og blend den. Blancher spinaten i letsaltet vand. Rør bechamelsaucen. Hæld lidt olivenolie i bunden af et ovnfast fad og dæk bunden af fadet med et tykt lag tomatsauce. Lav ruller af pastaplader med fyld af parmaskinke, spinat, basilikum og ricotta og læg dem tæt op ad hinanden i fadet. Hæld bechamelsaucen over og bag i ovnen ved 200 grader i ca. 20-30 minutter. Mix tomatsalsaen. Drys friskrevet parmesan over cannellonien når den kommer ud af ovnen.

    Server med tomatsalsa + evt. grøn salat og godt brød.

    God weekend!