• Økologisk høstmarked



    Vi har haft den dejligste weekend med masser af frisk luft og sensommersol. Lørdag tog vi færgen til Egholm og på vejen hjem var vi forbi Aalborgs nyrenoverede friluftsbad, Vestre Fjordpark, som er blevet virkelig vellykket.
    Søndag kørte vi til Suldrup hvor vi besøgte Brunholm til Økologisk høstmarked. Det var sådan et fint arrangement med salg af masser af forskellige økologiske lækkerier samt nyudklækkede kyllinger, kaniner og glade høns, grise og får på græs.


    Da vi kom ind på gårdspladsen blev vi først mødt af et lille marked med forskellige økologiske grøntsager og da vi senere kom op på marken bag gården så vi, hvordan landmanden stod og gravede de friske grønkål op, efterhånden som de blev solgt nede på gårdspladsen. Det var sådan en fin detalje at få med. Her kunne man virkelig kan tale om fra-jord-til-bord. Vi fik en lille snak med landmanden, der fortlate, hvordan man med en grønkålsplante i haven, kan høste frisk grønkål hele efteråret og vinteren og helt ind i begyndelsen af foråret. Han fortalte også om, hvordan de selv havde spist grønkål til de næsten ikke orkede mere hele sidste vinter, ligesom han gav os gode ideer til, hvordan man kan tilberede den i salater.

    Vi spiste god frokost på gården med økologisk flæskesteg og lækre salater, økologiske grilpølser og afsluttede med økologiske gammeldags isvafler. Carla og Vigga fik tilmed klemt en bålpandekage ned.


    Carla og Vigga var meget optagede af kyllingerne og de prøvede at male deres egen mel og havregryn, ligesom de fik brændt krudt af og fik halm i gummistøvlerne på halmlegepladsen.

    Vi kom hjem med fyldte maver og to flotte hjemmelavede skærebrætter samt en kæmpe grønkålsplante, som nu har fået en plads i hjørnet af vores jordbærhøjbed. Jeg glæder mig over at kunne gå ud i haven og høste til efterårets kålsalater.

  • Sommerhus og sensommer

    Hest og æbler hesteHeste på mark HøstanemonerSøskendekærlighed

    Lidt billeder fra sidste weekend hvor vi var i sommerhus med hele min svigerfamilie for at fejrer Carla og Viggas farmor og farfars kommende guldbryllup. Alle børn, svigerbørn og børnebørn var samlet, hvilket ikke lykkes så tit, da vi er spredt over Aalborg, København og New York.

    Vi havde nogle rigtig hyggelig sensommer dage sammen, med hesteklap og hulebyggeri, fætter- og kusine leg, stjerneskud og is i Skagen og en forsmag på efteråret.

     

  • Siden sidst…

    Første skoledag

    Hej derude :) Jeg håber at I har nydt den fantastiske sommer vi har haft? Vi har holdt 3 ugers ferie i høj sol og hedebølge. Med to feriepiger i evig hopla og Lille lykke på sidelinien har jeg haft hænderne fulde, så bloggen fik sig en lille sommerferie.

    Vi kickstartede hverdagen i sidste uge med at jeg stak af til CIFF kids, mens Carla skulle starte op i DUS herhjemme, og i mandags havde hun så første skoledag. Det er en hel ny start for hende, da hun blev i sin gamle børnehave, da vi flyttede sidste forår. Og selvom hun leger med mange af børnene her i området, så hun kendte hun ingen af dem hun skulle starte i skole med. Men hun har bare taget det hele med krum hals, leger allerede godt med sine nye veninder, og synger og er glad når hun skal afsted om morgenen. At jeg så selv har lidt svært ved at forstå og acceptere at hun allerede er skolebarn, er noget helt andet… ;)

    Billedet er fra i mandags, på vej ud af døren til første skoledag. Der sad en lille frø foran vores hoveddør, og den var hun altså mere optaget af, end at få skudt de obligatoriske første-skoledag-billeder ;)

     

  • Chunky strik og Angulus (-10%)

    IMG_0042 IMG_0052IMG_0033IMG_0051

    Et par stykker af de ting, som har været på mine seneste collager har jeg selv investeret i, og jeg er simpelthen så glad for dem, at de må have et indlæg for sig selv :) Jeg elsker de chunky strik med de rå detaljer. Læderlommerne på strikkjolen fra Cos og de rå lommer, rullekanterne og de store tryklåse på de lange cardigans fra Norlie. Jeg har allerede brugt cardiganen flittigt. Den er lidt “hyggeligere” end en jakke i de her lune sensommerdage :)

    Støvlerne er det første par fra Angulus jeg har haft til mig selv, og det simpelthen de lækreste støvler jeg nogensiden har haft på. Slurp sagde det, da jeg trak dem på første gang, og jeg har kun modvilligt taget dem af siden ;) Den første aften havde jeg dem på herhjemme, fra posten kom med dem, til jeg gik i seng om aftenen. Og jeg foretrak dem endda frem for min lammeskindsboots, så det siger nok lidt om komforten :) Sålen føles så lækker og blød under fødderne og jeg kan blive helt glad ved tanken om, at Carlas Angulussko og -støvler gennem årene, antageligt har været lige så rare for hendes fødder.

    Det bliver lidt af en salgstale, kan jeg godt se, men de er altså virkelig en varm anbefaling værd :) Og hvis du skulle være blevet fristet, er der mulighed for at købe dem (og alle andre køb) med minus 10% hos Boozt, når man tilmelder sig deres nyhedsbrev. Det har jeg selv gjort og der er både gratis fragt og returfragt, når man køber for over 499 kr.

     

    (Indlægget indeholder affiliatelinks)