Browsing Tag

Panna Cotta

    mad Sweets

    Panna cotta med coulis og tuiles

    søndag 12. august 2012

    Og så også liige lidt dåbsdessert :) Min svigermor havde været så sød at lave lækker, sommerlig forret og hovedret, så jeg skulle kun stå for at lave dessert og bestille dåbskagen.
    Desserten bestod af panna cotta med hindbærcoulis og sprød karameltuiles. En nem dessert, hvor det hele kan forberedes dagen i forvejen. Min mor havde foldet servietter som små skjorter. Samme slags som der var på bordet da jeg selv blev døbt.

    Efter forespørgsler kommer her opskriften på desserten:

    Panna cotta til 10 personer

    1 liter fløde
    2 dl sukker
    2 vanillestænger
    6 blade husblas

    Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand. Flæg vanillestængerne og skrab kornene fri. Hæld fløden i en gryde og tilsæt sukker, vanillekorn og -stænger. Kog flødenblandingen langsomt op under omrøring ved svag varme. Vrid vandet fra husblassen og rør lidt af den varme flødeblanding i husblassen til husblassen er helt opløst. Tag flødenblandingen af komfuret og fjerne vanillestængerne. Hæld husblassen i flødeblandingen i en tynd stråle, mens der røres rundt. Hæld fløden på 10 glas eller små forme og stil dem i køleskabet til massen er stivnet (det tager min. et par timer).

    Hindbærcoulis

    2 poser frosne hindbær (ca. 600 gram)
    Et par spiseskefulde sukker

    Hindbærerne koges langsomt op i en gryde og smages til med sukker. Pureres herefter gennem en sigte for at fjerne kernerne. Afkøles.

    Karameltuiles

    80 g smør
    80 g sukker
    50 g hvedemel
    30 g glukosesirup

    Rør ingredienserne sammen til en blød dej og brug en dejskraber til at smøre dejen meget tyndt ud i den ønskede form på et stykke bagepapir. Bag tuilesene på en bageplade i ovnen ved 175 grader til de er gyldne. Lad tuilesene afkøles på en bagerist. Når de er helt afkølede kan de opbevares i en kagedåse.

    Panna cottaen kan enten serveres i glassen eller vendes ud på en tallerken inden serveringen. Anret med hindbærcoulis og karameltuiles, samt evt. et mynteblad og lidt friske hindbær.

    Panne cottaen smager i øvrigt også rigtig godt sammen med andre frygter eller bær. Eksemplevis passionsfrugt, jordbær eller rabarberkompot, for at nævne et par favoritter :)