• Mini MGP rullinger

    “Limpistolen er ladt, piberenserne står i kø og toiletpapiret flyder ud over hele badeværelset.
    Alt sammen er det tegn på, at rullingerne er tilbage på Ramasjang i en splinterny sæson af Mini MGP.”

    Sådan skriver Ramasjang, og vi elsker det! Jeg synes at det er et fantastisk koncept, hvor Ramasjang formår at involvere børnene og får engageret både stor og små til at have en fest med at være kreative. Sidste års hit – især Duft min prut og Snotnæse – bliver stadig spillet og sunget jævnligt herhjemme og vi glæder os til at høre de nye sange. De er jo virkelig gode og sjove! Carla og Vigga har været i fuld gang med rullingeproduktionen. Vigga har lavet Guitar Jesper og Disco Matilde og Carla har lavet Kastanje Katalina, med det meget misundelsesværdige Grand Prix hår :)


    Vigga  bekymrer sig lidt for, om hendes rullinger kommer til at nøjes med en plads på tilskuerpladserne, frem for at komme på scenen, så hun har udstyret dem med guitar og mikrofon (med glimmer a la Vild med dans ;) Og så har hun skrevet et brev, hvor hun lige får understreget, at de altså elsker(!) at synge og spille ;) Rullingerne har fået tøj af stofrester fra Ditte og Lilis gymnastikdragter, så der mangler i hvert fald hverken glimmer eller discoshine.

    Vigga kan næsten ikke vente med at få sendt rullingerne afsted, men jeg tænker, at vi lige skal nå at lave en lille videoproduktion med dem først. Carla elsker at lege med stop motion film, og hun og far er et ret godt team på det punkt.

    Har I også været i kreaværkstedet? Ellers er det måske en ide til efterårsferien. Der er masser af inspiration og skønne smil at hente her.