• Hvid konfekt

    Jeg trænger efterhånden til også at blogge om lidt andet end konkurrencer… Konfekt for eksempel ;) Her er mine seneste to favoritter:

    Kaffe-Baileys snebolde bestående af marcipan æltet med alt det espresso og Bailey det kan suge (sådan noget kan der godt gå lidt sport i for en afholdende gravid ;) Trillet til kugler, dyppet i hvid chokolade og trillet i kokos.

    Lakridskonfekten er inspireret af en opskrift fra Bülov Lakrids og består af ca. 125 g marcipan æltet med en tsk. rålakrids fra Bülov (som er helt anderledes end for eksempel lakridsrodspulveret fra Urtekram) og en lille tsk. sød lakridssirup, også fra Bülow. Trillet til kugler, dyppet i hvid chokolade og drysset med rålakridspulver.

    Umm, de er gode! Jeg bliver nødt til at lave en omgang mere inden jul :)

     

  • Konfekt

    I går blev der traditionen tro produceret julekonfekt med pigerne fra studietiden. Vi opgraderede med små papirsforme, lakridspulver og guldglimmer og jeg synes at resultatet blev helt prof og meget fristende ;) Jeg er ret sikker på, at vi når at løbe tør inden jul, men jeg kan faktisk næsten heller ikke vente med at kreere en omgang mere. Jeg tror også, at jeg vil lave nogle små gaveæsker til den choko-glade familie og så glemte jeg faktisk også helt at tænke på Carla, da jeg lavede de her. Hun er nemlig ikke så meget til marcipan, nødder og andet pjank. Måske skal jeg bare tage hende med på chokoholdet, når jeg skal igang med næste runde. Glæder mig allerede :)

    Her er mine to yndlingsvarianter:

    Sneboldene er marcipan æltet med (rigeligt) baileys, trillet til kugler, betrukket med hvid chokolade og trillet i kokosmel.

    De små forme med hvid chokolade (øverste billede, nederste ventre hjørne) har en bund af marcipan, et godt drys lakridsrodspulver, et lag hvid chokolade og et lille drys kakao rørt med lakridsrodspulver og guldglimmer, intet mindre ;)

    Ps. Jeg er bagud med kommentarerne. Har alt for meget om ørerne for tiden, men skal nok komme tilbage til dem :)