• Snehvid jul 2010

    Nu fik jeg lyst til også at kigge tilbage til julen for to år siden. Dengang var der sne i massevis og julestue i ren Nissebanden på Grønland-stil i Carlas daværende dagpleje. I dag har vi fået lys på altanen. Lige i rette tid, for nu ligger der et fint, tyndt lag sne derude. Hvis det stod til mig, måtte der gerne så sådan her ud i morgen og resten af december :)– Og januar måtte da også gerne se sådan her ud ;)
  • Skiferie

    Vi er ski-entusiaster i min familie og har stået på ski siden min søster og jeg var små. Mine forældre er stadig rigtig søde til at invitere os allesammen på ski og vi har glædet os helt tosset til vores første skiferie sammen med Carla. Ikke mindst Carla selv, som havde et klart billede af hvad det gik ud på, efter at have terpet en god portion Bamses julerejse. Hun har trænet hjemmefra i god tid, ved at skøjte afsted på alt, som kunne gøre det ud for ski og hun har kurret ned at is- og sneglatte skænter i naturlegestuen. Og det har været en godt givet ud, for hun har været en ren skistar! Ja, jeg kan ligeså godt sige det som det er: Hun har været SÅ sej! Fuld af gå-på- og vovemod. Hele tiden på udkig efter nye bakker og bumpler og insisterede på at køre selv og helst lidt hurtigere! Hun har taget det hele med et forbilledligt højt humør og sang. Selv hendes små styrt blev taget med grin og et “Av, min iskolde numse!” indøvet efter Bamse. Når jeg (gang på gang, ehrm…) spurgte hende, hvad hun syntes om at være på skiferie, var svaret: Riigtig fedt! På trejde-dagen stod hun selv (i selen) hele turen fra hytten og ned til bunden, en blå piste på et par kilometer. Skinner det mon igennem, at det var et par stolte forældre hun fulgtes med?!

    Nå ja, vi andre har selvfølgelig også nydt skiturene, den friske luft, gode pister med nyfalden sne, varm kakao og den obligatoriske KitKat og i år også middagslure, ahh! Ih, jeg ville gerne presse en skitur mere ind i påsken… Ja, tanken om en sæson som skibums-familie har også strejfet mig ;)

    Ps. Tak for alle jeres søde, søde kommentarer på mit forrige indlæg. Jeg skal nok forhøre mig efter opskriften på sweateren.