• Ego formiddagsstund

    arme riddere Påskeliljer

    Et lille glimt af en stille ego formiddagsstund tidligere på ugen. Havde ikke nået at få morgenmad fra morgenstunden, så da jeg stødte på et daggammelt franskbrød i brødkassen, var der dømt arme riddere. Og med et godt udvalg af frugt, bær, druer og juice i køleskabet efter Viggas fødselsdag, endte det med at blive lidt af en luksus ego stund. Flere af dem, tak :)

  • Fredag

    IMG_0119 IMG_0114IMG_0106IMG_0096

    I morges røg skærmen på min kære Milk lampe. Egentlig er det utroligt, at den har overlevet hos os i næsten tre år. Vi må have fat i en ny skærm hurtigst muligt, for jeg kan slet ikke undvære den lampe. Den er en sand hyggespreder i de mørke morgener og aftener.

    Vi har spist regnvejrsboller, drukket the og tændt stearinlys. Og i aften står den på fredagspizza og så vi har en aftale med Carla om, at vi skal se Madagascar. Glæder mig :)

    God fredag og god weekend :)

     

  • Søndagssnegle

    DSC_0453 DSC_0466 DSC_0467 DSC_0470

    Der er flere grunde til, at der skulle gå sådan cirka halvandet år, fra jeg fik Meyers bagebog, til jeg fik prøvet kræfter med de populære kanelsnurrer. Dels skal dejen æltes i to gange tyve minutter. Dels forstod jeg aldrig rigtig forklaringen på, hvordan de skulle “snurres” før jeg stod med dejen i hænderne. Og dels skal man være lidt koordineret og i gang i god tid, da de skal hæve i to gange to timer.

    Men der er bestemt flere grunde til, at der ikke skal gå længe før jeg skal bage dem igen: Dels var de super sjove og ganske nemme at “snurre”, da jeg først fik hænderne i det. Dels var det yderst tilfredstillinde at bage noget der (i al beskedenhed ;) både ligner og smager som noget, der kommer fra Meyers bageri. Og ikke mindst blev der en ordentlig omgang snegle ud af portionen, så der burde være nok til at fryse ned til kommende travle regnvejrsdage, hvis altså at jeg er lidt hurtig, inden de allesammen er væk!

    Vi har i øvrigt ikke en røremaskine, og mine arme og min tålmodighed gav altså op, inden der var gået de to gange tyve minutter, og jeg var heller ikke i gang i så god tid, at jeg kunne lade dem hæve ligeså længe som der står i opskriften, men de blev altså ganske fantastiske alligevel :)

  • Nemme boller

    DSC_0215 DSC_0244DSC_0234

    I weekenden postede jeg et billede af nybagte boller på Instagram og blev spurgt, om jeg villle dele opskriften. Den opfordring blev jeg helt glad for, for jeg kan godt selv savne lidt mere mad og flere hverdagsbilleder på bloggen ind i mellem. Med en halvandenårig i huset er der bare sjældent tid og ro til photoshooting inden spisesituationerne, ligesom der heller ikke er helt den samme tid til at kræse om maden for tiden. Forhåbentlig bliver det snart bedre. Og i lørdags var der trods alt nybagte boller og ro til at dække bord, mens resten af familien hyggede sig :)

    Jeg bager efterhånden altid vores boller efter denne her basisopskrift:

     

    3 dl. lunkent vand

    1 dl. youghurt, ymer, A38 eller ligende

    25 g gær (mindre hvis dejen får lov at hæve længe)

    1 æg

    1 lille tsk. salt

    1 god tsk. honning

    Et par gode håndfulde havregryn og hvedemel for resten til dejen begynder at være fast, men stadig klistret.

     

    Rør ingredienserne sammen i nævnte rækkefølge og lad dejen hæve i min. en time (evt. natten over og brug i så fald mindre gær). Forvarm ovnen til 200 grader og form dejen til boller med 2 spiseskeer, som dyppes i vand mellem hver bolle. Bag bollerne ved varmluft i et par minutter og lad dem derefter bage færdige ved almindelig varme, til de er gyldne og sprøde.

     

  • Snefri

    IMG_5918 IMG_5921 IMG_5927IMG_5928

    En lille logistikudfordring blev en anledning til at holde snefri for os tre piger og ikke mindst til at bage Camilla Plums gode fødselsdagsboller. Nu er det ikke længere Carlas, men Viggas små fingre der sniger sig ind på mine billeder. Carla var travlt optaget af at sætte alle dukkerne til bords. Hvem sagde tøser ;)

     

  • Efterårsboller med æble og kardemomme

    Jeg har prøvet at skifte gulerødderne i mine gulerodsboller ud med æble og har tilsat kardemomme og rosiner. Æblerne giver en dejlig sødme og bollerne er gode med smør på, gerne sammen med en kop the. Det er god efterårshygge :) Carla mener, at det er “de bedste boller hun nogensiden har smagt”, så det bliver nok ikke sidste gang jeg bager dem. Heldigvis er de nemme og i dag, hvor Carla har haft en hjemmedag, har jeg fået fin hjælp til at røre dejen sammen. Hun ville nemlig meget gerne prøve at slå et æg ud, ligesom de gør i Rosa fra Rouladegade :)
    3 dl vand (1 dl kunne evt. skiftes ud med æblejuice)
    1 dl ymer
    20 g. gær (evt. mindre hvis de koldthæver natten over)
    1 æg
    1 tsk kardemomme
    1 tsk salt
    1 spsk sukker (Jeg burger ikke honning i vores brød for tiden, da Vigga er begyndt gerne at ville smage små hapsere)
    En god håndfuld rosiner
    En god håndfuld græskarkerner (hasselnødder tror jeg også kunne være godt)
    3-4 revne æbler – gerne med skræl
    Ca. 150 g havregryn (eller evt. müsli)
    Ca. 350 g hvedemel
    Ingredienserne røres sammen i nævnte rækkefølge til en fast men klistret dej. Lad dejen hæve, gerne i et par timer, hvorefter dejen formes til boller/klatter med 2 spiseskeer og lægges på en bageplade. Bag bollerne ved 200 grader til de er gyldne og lyder huler når man banker dem under bunden.
  • Barselsbrød

    Måske kan I huske at jeg havde gang i en “hemmelig fotosession” her? Billederne var til en artikel om “Barselsbrød” til Vores Børn. Det var en rigtig sjov opgave og jeg er også en lille smule stolt af projektet, for det er min første opgave ud fra eget oplæg og med egne opskrifter og fotos. Og ikke mindst kan man jo ikke andet end være stolt af den lille smukke model, vores skøn-herlige kusine Anna, som velvilligt stillede op til fotografering og prøvesmagning :)

    Artiklen er i aprilnummeret af Vores Børn, hvor det iøvrigt er lille søde Eva der pryder forsiden :) Opskrifterne kan desuden ses lige her!

  • Lyst brød bagt på surdej

    Da jeg tidligere på ugen var gået tør for gær, tog jeg udfordringen op og bagte lyst brød på min rugbrødssurdej. Indtil nu har jeg bagt mit lyse brød med både surdej og en lille smule gær. Men det viste sig slet ikke at være noget problem at undvære gæren. Dejen hævede upåklageligt og brødet smager skønt. Jeg rørte dejen af følgende ingredienser:

    1 (lille) dl. surdej
    1 dl yoghurt naturel eller lignende
    4 dl koldt vand
    1 lille spsk salt
    1 spsk honning
    1 dl knækkede rugkerner
    2 dl havregryn
    Ca. 5 dl hvedemel til dejen er “fast” men klistret.

    Jeg har nu bagt brødet 2 gang og den første gang lod jeg dejen hæve natten over i formen, men næste morgen var er stor del af dejen “stukket af”, så denne gang lod jeg dejen hæve i skålen tildækket af et vådt viskestykke natten over og næste morgen hældte jeg dejen over i formen og lod den efterhæve en times tid, hvorefter brødet blev bagt ved 200 grader til det var godt gyldent og “lød hult”.

  • Second breakfast

    Carla er frisk og i børnehave igen og der er helt underligt stille herhjemme og god tid til en (omend noget sen) second breakfast.

    Sidst jeg bagte rugbrød, havde jeg en rest kogt bulgur, som jeg forsøgsvist rørte i dejen. Det blev rigtig godt og gav brødet lidt mere “moshiness”, så da jeg skulle røre dej til rugbrød i går aftes, kogte jeg igen lidt bulgur til formålet. Opskriften er med udgangspunkt i Mogens rugbrød tilsat lidt ekstra kerner af forskellig slag. Vi bager kun en halv portion, som giver ét rugbrød, for de er nu engang bedst nybagte og ikke mindst lune :)

  • Opskriften på franskbrødet

    Hermed som lovet, opskriften på franskbrødet.

    0,5 dl surdej (jeg har bare brugt min surdej med rugmel, men jeg tror også at jeg skal have startet en “lys” surdej)
    10 g gær
    Ca 4 dl vand
    1 lille spsk groft salt
    1 spsk. sirup
    Ca 500 g sigtet speltmel (jeg har brugt Urtekrams)
    Blå birkes til drys

    Bland vand og gær + surdej. Tilsæt salt, sirup og til sidst mel. Rør dejen sammen til en klistret dej. Hæld dejen på en smurt form og lad den hæven under folie i køleskabet natten over. Jeg arbejder stadig lidt med mængderne… Ind til videre er dejen vokset lidt ud af formen i løbet af natten, men måske kan det ikke undgåes, hvis brødet skal kunne hæve op over formen under bagningen?

    Om morgenen tager jeg dejen ud af formen, fjerner folie og drysser med blå birkes. Tænder ovnen på 250 grader med en bradepande nederst i ovnen. Når ovnen er varm hælder jeg en kop vand i bradepanden, sætter brødet ind på en bagerist og slukker ovnen i 5 min. hvorefter den tændes på 200 grader og brødet bages i ca. 30-35 min.

    Opskriften, eller især bagemetoden, er inspireret af en opskrift fra bogen Byens bedste brød. Egentlig ligner ingredienserne og forholdene utroligt meget både slaskebollerne og grydebrødet (Plums udgave, ikke min med rugmel ;) og jeg er bestemt ikke den som står og hverken ælter eller rører ret længe i dejen. Ingredienserne bliver bare lige rørt sammen. Så det overrasker mig, hvor meget brødets karakter og sprødhed kan ændre sig, bare ved at ændre bagemetoden.

    Og nu, ikke mere om franskbrød lige foreløbigt ;)