krea Krea med børn Rum til børn

Rumtosset på Utzon Center

torsdag 5. september 2019

Sommerferien føles allerede langt væk, men jeg vil alligevel dele et par af vores højdepunkter. Vi rundede vores ferie af med at besøge udstillingen Rumtosset på Utzon Center, hvor seks arkitekter og designere har bidraget med rumlige installationer i børnehøjde. Udstillingen inviterer både børn og voksne til at udforske rum, skala, sanser, fantasi og kreativitet  – og den er virkelig et besøg værd!

Rumkikkerten (JAJA Arkitekter)

Rumkikkerten er solidt placeret i muslingeskaller på en baggrund af strand og hav. Men i dens kalejdoskopiske indre interagerer man som beskuer uundgåeligt med installationen i et magisk uendeligt rum.

Rumkikkerten refererer til Rubjerg Knude fyr, hvor arkitekterne bag installationen tidligere har lavet en spejlinstallation. 

Skalabyen (COBE Arkitekter)

Skalabyen inviterer børn til at opleve skala på deres egen krop. Man kan føle sig lille-bitte i det kæmpe store hus med den kæmpe store gryde (som er så stor, at Carla kunne sidde oppe i den), den kæmpestore skammel og de kæmpe store futsko. Og man kan føle sig kæmpe stor i forhold til de små huse i dukkehusstørrelse.

Arkitekturmodel af Børnehuset Frederiksvej (COBE Arkitekter) giver en forståelse for begrebet skala.

Himmelhuset (Reiulf Ramstad Arkitekter)

Himmelhuset vokser sig op i en sky af rispapirslamper. Kravler man op i toppen, kan man få et kig ud over Aalborg Havnefront gennem de højtsiddende vinduer oppe under loftet. Heroppe er der også en hemmelig hyggekrog med puder, hvor man kan tage en lille pause.

Lego Minecraft workshop

Lego Minecraft workshoppen er en fast del på Utzon Center. Her kan man bygge og beundre virkelig imponerende, arkitektoniske mesterværker i Lego. Der er også mulighed for at scanne sin fysiske Legomodel og opleve den i VR i en Minecraft verden.

Carla og Vigga elsker at bygge både i Lego og i Minecraft, så den del af udstillingen kan de fordybe sig i længe.

Legelandskabet (ADEPT)

I Legelandskabet er der mulighed for at udfordre kroppen og mærke tyngdekraften, når man klatrer op og rutsjer ned.

Carla, Vigga og far tegnede drømmehuse ind på et fotografi af Island. I havet tilføjede Carla en klimakærlig besked:

Vi kan ikke gøre noget ved det uden DIG!!
Hjælp vores planet
KH Carla

Rummaskinen (YOKE)

I rummaskinen kan man eksperimentere med at skabe omskiftelige rum via lys i mørket. Samtlige lyskegler i rummet kan styres via mixer-pulten. En virkelig cool oplevelse!

Jeg vil virkelig anbefale både små og store, kreative legebørn at besøge og opleve Rumtosset udstillingen. Vi brugte en hel eftermiddag der og kommer helt sikkert til at kigge forbi igen. Udstillingen løber til og med februar 2020.

Hvis man melder sig melder sig ind i Klub Kunsten + Utzon (en slags årskort), kan man tage en ledsager eller to børn med gratis.
Medlemskabet gælder også til Kunsten, hvor vi er store fans af deres familie Kunst-Lab. Så der er virkelig mange krea-, kunst- og kulturelle oplevelser for hele familien i sådan et medlemskab.

Måske kan du også lide disse

1 kommentar

  • Reply Bo Bedre på Utzon Center - Carlas Café lørdag 11. juli 2020 at 23:20

    […] er bygget i genbrugsmaterialer – og hvis man har besøgt den tidligere udstilling Rumtosset, vil man også kunne genkende flere konstruktioner der går igen med nye funktioner. En super fin […]

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.