Julemus og kalendergaver

I morgen er det 1. december og vores piger har virkelig glædet sig og talt ned! Jeg har været på loftet efter julepynt og -hemmeligheder og er de seneste uger begyndt at bygge et lille kalendergavelager op.

For nogle år dukkede der et par små julemus op hos os. Julius og Juliane. De bor i hver deres kuffert og flytter ind hvert år d. 1. december. De plejer gerne at have en pose chokoladeovertrukne pebernødder, en pebermyntestok og måske en mandarin med i deres kufferter og så har de med årerne også fået hver deres slæde og glimmerjuletræ. De kan finde på at drille og trylle, men de kommer også ind imellem med kalendergaver. I år har de forberedt to små juletræer i potter til Carla og Viggas værelser, som de har med, når de flytter ind i morgen. Så tænker jeg, at der vil være mini-juletræspynt i nogle af kalendergaverne og at det bliver et hyggeligt projekt for pigerne, at pynte juletræerne som december skrider frem. Jeg kan også godt lide tanken om, at de små samlinger af julepynt også kan gemmes til næste år.

Jeg gør mig hver år en del overvejelser omkring kalendergavekonceptet. Jeg synes at det er hyggeligt, at skabe lidt magi i de mørke decembermorgener, men det behøver ikke kun at handle om gaver og dims. Det kan hurtigt bliver for meget og ende i en hel masse klistermærker, hårspænder og notesbøger, som jeg indimellem oplever ikke spreder meget mere glæde end forventningens glæde i det øjeblik gaverne pakkes op.
Sidste år havde musene et brev med 1. december, hvor der stod, at de hver dag ville komme med hyggelige juleopgaver til pigerne (og altså ingen kalendergaver), så Carla og Vigga kunne hjælpe med at få gjort klar til jul. Jeg fandt et af brevene i kassen sammen med julepynten og mindedes, hvordan Carla ikke var helt tilfreds med konceptet og at hun skrev et brev retur til musene, hvor der stod, at hun gerne ville hjælpe men, at hun altså også ønskede sig kalendergaver! Det tog musene til efterretning og så var julefreden sikret ; )

For at begrænse både mængden af dims og udgifter til kalendergaverne, prøver jeg at tænke nogle af de juleprojekter, som vi i forvejen gerne vil lave (og købe) ind i kalendergavekonceptet. Min søster var heldig at finde to ens virkelig fine kreajulebog i en genbrugsbutik, så der var både en til hendes Anna og en til Carla og Vigga. Den skal de have på søndag og så skal der juleklip på programmet. Derudover tænker jeg, at vi skal have investeret i en kødhakker til vaniliekranse. Vi var til julebagehygge i sidste weekend og Vigga var meget grebet af vanillekranseproduktionen. Så 2. søndag i advent satser jeg derfor på, at julemusene står for kødhakker + dej eller ingredienser : ) (jeg har set, at man kan få dem til en overkommelig pris bl. a. her – tænker at det bliver en vi kommer til at bruge til jul i mange år).

Og ud over gaverne, så er der gerne lidt tryllerier og drillerier. Vi har haft vores del af julefester i diverse afskygninger, og det har virkelig været sjovt og gjort stort indtryk. Se eksempelvis det første vilde julebal, som fandt sted en decembernat i vores gamle lejlighed før Viggas tid.
Men… vi har også måtte erfare, at de gode intensioner om daglige tryllerier og drillerier kan være svære at leve op til – og at de måske også er lidt sjovere, når de ikke nødvendigvis sker på daglig basis, men lidt mere uventet ind imellem. Derfor har jeg også kagedåse-gavelageret klar til travle dage unden tryl og hyggeprojekter. I får lige et kig ned i den, som status er pt. Måske kan den være til inspiration. (Hurra for Søstrene Grene! ;)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *